Grundforløbet

Print Friendly, PDF & Email

Formålet med grundforløbet er at gøre dig i stand til at beslutte, hvilken studieretning du vil vælge, og dermed hvilket fokus du skal have i din STX uddannelse. I grundforløbet vil du desuden møde tre fokusområder: demokrati, fag og eksamensforberedelse.

I grundforløbet placeres du i en studiegruppe med 14 andre elever og en studiegruppelærer. Din studiegruppe vil i grundforløbet være knyttet til dine studietimer og studiedage, hvor du møder forskellige demokratiske,  studieforberedende aktiviteter bl.a. Det frie Gymnasiums særlige dannelsesorienterede undervisningskoncept ‘Diskussionsbaseret Undervisning’. Hovedparten af din undervisning vil foregå på hold med to studiegrupper. Studiegruppelæreren vil løbende tale med dig om dine overvejelser i forhold til valg af studieretning lige op til efterårsferien.

Du vil møde fagene dansk, engelsk, samfundsfag, matematik,
2. fremmedsprog, dit kreative fag, samt almen sprogforståelse (ap) og naturvidenskabeligt grundforløb (nv). Fagene ap og nv afsluttes med en intern prøve i slutningen af grundforløbet.

I mødet med fagene og deres samspil vil vi i grundforløbet invitere dig ind i Det frie Gymnasiums faglige, engagerede, respektfulde basisdemokratiske fællesskab.