Grænser for det naturlige liv

Print Friendly

Studieretningsfag: Bioteknologi A, matematik A, fysik B
Profilfag: Geografi B, Kulturhistorie 
Mulige valgfag: Se skema nederst på siden

Grænser for det naturlige liv‘ er studieretningen for dig, der har interesse for naturvidenskab, matematik og fysik. Du kan se de enorme muligheder i bioteknologi, men du er er også bevidst om de etiske og samfundsmæssige dilemmaer ved at manipulere med naturen og livet. Studieretningen tager udgangspunkt i spørgsmålet: Hvordan kan naturvidenskaben medvirke til at skabe en bedre verden?

Hvad kan bioteknologien bidrage med? Hvordan løser vi vor tids klima og miljøudfordringer?  Hvordan tænker vi verden bæredygtig, og hvad vil det egentlig sige i praksis?

Bioteknologien giver muligheder for at manipulere med naturen og det, som vi engang syntes var et naturgrundlag, som vi mennesker ikke kunne forandre. På studieretningen Grænser for det naturlige liv skal de etiske og moralske spørgsmål, ved at lave om på naturens grundlag i et laboratorium, diskuteres. Vi skal være i dialog med de bredere samfundsmæssige og kulturelle dilemmaer, der følger af menneskets muligheder for at påvirke, ændre og ligefrem opfinde naturen.

Hertil kommer en handlingsorienteret dimension, der både angår de konkrete teknikker, der skal læres, når man udfører naturvidenskabelige forsøg og eksperimenter, men også de nye spørgsmål der skal debatteres som følge heraf: Hvor langt må man gå i laboratoriet for at redde et menneskeliv? I hvilket omfang kan et godt formål hellige midlet, fx når man bruger forsøgsdyr? Hvornår bliver store økonomiske interesser farlige i forhold til forskning? Er der en grænse, hvor meget vi skal optimere livet og kroppen?

Studieretningens naturvidenskabelige profil suppleres af samfundsfaglige, sproglige og humanistiske fag, der sørger for en bred almendannende og kritisk reflekterende tilgang. Fx via faget ‘Kulturhistorie’. Et fag, der er Det frie Gymnasiums særlige tværfaglige samarbejde mellem religion og oldtidskundskab. Faget har særligt fokus på at skabe refleksion over de centrale etiske og moralske problemstillinger, der er kendetegnende for vores kulturkreds.

Denne naturvidenskabelige studieretning opfylder de specifikke adgangskrav på alle mellemlange videregående uddannelser. De opfylder også adgangskravene på de fleste lange videregående uddannelser. For at se mere detaljeret oversigt over hvilke muligheder, den enkelte retning giver kan du læse mere på adgangskortet ved at klikke her. Husk at krydse de fag, der indgår i din studieretning af.
Husk også at klikke dit obligatoriske 2. fremmedsprog af for at få et retvisende søgeresultat for, hvad en given studieretning giver adgang til.