Lærer + elevsammenhold

Print Friendly, PDF & Email
En række arrangementer har fast plads i skolens kalender. Den første fredag i skoleåret tager hele skolen på skovtur i Fælledparken og i den første uge står skolens intro-udvalg for arrangementer fælles for gamle og nye elever og lærere.

Der er idrætsdag for 1.g og 2.g i august, ligesom Grundskolen afholder idrætsdage.

Når skoleåret slutter, er der tradition for at afgangseleverne holder fest for skolens lærere på den sidste skoledag. Efter dimission gør lærerne gengæld og holder fest for dimittenterne.

Du kan i løbet af skoleåret opleve teaterholdenes forestillinger og musikholdets forårskoncert. Medieklasserne viser egne filmproduktioner frem, og billedkunst holder ferniseringer.
Vi har hvert år tema-dag i forbindelse med årets Operation Dagsværk, ligesom der omtrent hver måned afholdes en fælles dobbelttime, hvor skolen får besøg af en kunstner, afholder debatmøde om et aktuelt emne eller har inviteret en forfatter til at fortælle om sin seneste bog.

Skolemødetiden bliver ind i mellem brugt til fællesarrangementer med besøg udefra. Alle kan i princippet foreslå et fællesarrangement.

Skolens kulturudvalg har et budget, som de kan bruge af og yderligere forslag kan tages op på Skolemødet.
En klasse kan også tage initiativ til arrangementer i forlængelse af et emne, som de arbejder med i undervisningen.